Mike og Simone Kramer flyttede til Nykøbing Sjælland med deres to børn i april 2018.
Drømmen var mere luft under vingerne, friskere luft og tanken om at starte noget sammen. Mike er uddannet kok fra bryggens spisehus på Islands brygge, og kommer fra en stilling som souschef i Meyers kantiner. Simone er uddannet frisør og kommer fra en stilling hos N-zo Intercoiffure i Hellerup.
Tanken om restauration, havde strejfet os flere gange men det rette lod vente på sig indtil 1 april 2019, hvor vi overtog Anneberg Cafe & Restaurant. Mike står selvsagt for gryderne og Simone agerer blæksprutte i form af service til gæsterne, personale og det administrative.
Anneberg har været drevet som Cafe og Restaurant i flere årtier under Hempel Glasmuseum. Stedet har historie, mange traditioner og tilbagevendende gæster, hvor det ikke er ualmindeligt konfirmanden vender tilbage som brud eller gom. Vi har plads til større og mindre fester, sammenkomster, busselskaber, mad ud af huset året rundt, samt den travle a la carte, og picnickurv på plænen. Udsigten kan ingen tage fra os, det er uden tøven et stort 5 tal. Vi sætter en stor ære i veltilberedt mad lavet fra bunden med friske råvarer. vi hakker selv vores fars til bøffer og smager til, ryger alt fra egen rygeovn, ligesom vi også selv bager vores kager, brød og rugbrød.
Munter service med høj til loftet og afslappet stemning. God familie restaurant hvor de mindre kan tonse rundt på vores enorme græsplane imens de voksende tager en fortjent slapper til udsigten over Isefjorden.
Den særprægede bygning appellerer til en hyggelig snak, som vi gerne tager os tid til.
Vi vil gøre vores til at besøget på Anneberg er en god oplevelse, som gør at I får lyst til at vende tilbage.
Hempel Glasmuseum blev grundlagt i 1964 af skibsfarvefabrikant J.C. Hempel (1894-1986). Hempel var en succesrig forretningsmand med stor passion for glaskunst. På sine mange rejser i udlandet udforskede og indsamlede han adskillelige sjældne, antikke og kuriøse glas, som med tiden blev til Nordeuropas største private glassamling.
I begyndelsen af 60’erne fik J.C. Hempel idéen om at etablere et glasmuseum, så han kunne dele sin flotte samling af historiske glas. Det var Hempels drøm, at stedet skulle blive et kulturhus, der kunne danne rammerne for kunstudstillinger, kulturelle aktiviteter og skabe liv i Odsherred.